Formålet med demografimodellen er at fastholde det gældende serviceniveau på området, medmindre politikerne aktivt beslutter noget andet. Demografimodeller er særligt anvendt på dagtilbuds-, skole- og ældreområdet, men kan også være relevante på andre udgiftsområder.
Vi guider kommunen gennem de centrale valg i udarbejdelsen af demografimodellen og beskriver i den forbindelse fordele og ulemper ved de forskellige valgmuligheder. Vi leverer også gerne en skræddersyet regnearksløsning til drift af den nye model.
Et af de centrale valg vedrører, hvad der anses for at være faste og variable udgifter på et område. Det er ikke alle typer af udgifter, som ændrer sig, når der kommer flere borgere i målgruppen. Fx vil behovet for udgifter til ledelse ikke ændre sig, så længe der kun er tale om begrænsede ændringer i antallet af brugere og dermed antallet af medarbejdere, der skal ledes. Derfor er det væsentligt at overveje, hvilke udgiftstyper der skal medtages i modellen som variable og demografiafhængige.
Et andet vigtigt valg vedrører, hvilke delområder demografimodellen skal regulere inden for det enkelte udgiftsområde. På ældreområdet er der fx forskel på, hvorvidt kommunerne vælger at inkludere driftsbudgettet til plejeboliger i demografimodellens automatiske budgetfremskrivning.
På ældreområdet er der desuden et særligt valg knyttet til sund aldring. Sund aldring handler om, at befolkningen generelt lever længere og er sundere i en højere alder end tidligere. Det har stor betydning for ældrebudgettet, om man forventer, at denne tendens fortsætter eller ej, og der er forskel på, hvilke forventninger landets kommuner har til sundheden blandt fremtidens ældre.
Når vi assisterer kommuner med at udarbejde nye demografimodeller, regner vi normalt på forskellige scenarier for sund aldring, så kommunens politikere kan se konsekvensen af at anvende forskellige antagelser i demografimodellen.
I Index100 har vi stor erfaring med at udarbejde regnearksløsninger til drift af demografimodeller. Vores løsninger er gennemskuelige og overbliksskabende og gør det let for kommunen at få overblik over de økonomiske konsekvenser af valgte scenarier i modellen.
Index100 ApS
Inge Lehmanns Gade 10, 6. sal
8000 Aarhus C