Index100 hjælper kommuner med at få detaljeret indsigt i deres befolknings- og boligsammensætning, og hvordan boligsammensætningen påvirker befolkningssammensætningen. Vi anvender detaljerede data på Danmarks Statistiks forskermaskine, hvilket giver os mulighed for at lave en lang række analyser, der kan tilpasses den enkelte kommunes ønsker. Her kommer nogle eksempler på analyser, der kan belyse forskellige problemstillinger.
Vi kan via Danmarks Statistiks forskermaskine tegne et billede af kommunens til- og fraflyttere. Her kan vi kortlægge borgernes flyttemønstre og fx belyse, hvor fraflytterne typisk flytter hen, og hvor tilflytterne typisk kommer fra, ligesom vi kan belyse eventuelle forskelle i til- og fraflytternes uddannelses- og indkomstniveauer samt andre relevante baggrundsforhold. Vi kan også belyse de to gruppers arbejdsmarkedstilknytning før og efter flytningen, eller vi kan kaste lys over, hvilke typer boliger de typisk flytter til og fra. Listen af mulige analysevinkler er lang.
En anden tilgang er at kortlægge kommunens boligmasse og beskrive, hvilken type borgere der typisk bor i de forskellige boligtyper. Hvad er fx den typiske socioøkonomiske profil for borgere, der bor i almene boliger set i forhold til borgere, der bor i private lejeboliger eller ejerboliger? Og er der forskel på beboerne i nye hhv. ældre boliger? Er mange villaer i kommunen beboet af ældre mennesker, så der måske er et generationsskifte på vej? Hvilken type boliger tiltrækker typisk borgere, som flytter til kommunen fra andre steder i landet?
Mange kommuner vil gerne have en relativt blandet befolkningssammensætning i kommunens geografiske distrikter, og nogle frygter eller fornemmer, at udviklingen i disse år går i retning af en større geografisk adskillelse af ressourcestærke og ressourcesvage borgere. Index100 kan producere sikker viden om, hvorvidt stigende social segregering er en reel udfordring eller ej i den enkelte kommune. Analysen kan fx fokusere på kommunens skoledistrikter, men andre distriktsinddelinger er også mulige. Vi trækker på en lang række forskellige socioøkonomiske indikatorer og sammenfatter dem i formidlingsvenlige nøgletal for den socioøkonomiske befolkningssammensætning i de enkelte distrikter.
I nogle tilfælde har kommuner en strategi for at ændre befolkningssammensætningen i et specifikt boligområde. Det kan fx være et boligområde, med særligt mange socialt udsatte, hvor man ønsker flere ressourcestærke borgere. Her kan Index100 hjælpe med at evaluere, om kommunens strategi for boligområdet har båret frugt. Vi kan fx følge udviklingen i den gennemsnitlige socioøkonomi for beboere i området sammenholdt med socioøkonomien i kommunen som helhed, ligesom vi kan stille skarpt på, hvad der særligt karakteriserer de borgere, som flytter ind eller ud af boligområdet.
Index100 ApS
Inge Lehmanns Gade 10, 6. sal
8000 Aarhus C